Doggy bider
til
Lillefingeren slog rytmisk og hårdt mod stolens bagside, alt
imens D i sit hoved forsøgte at berolige sig selv med, at øjnene udenfor ikke
havde adgang herind til, og han blev ved med at berolige sig selv og blev ved
med at se øjnene foran sig og bag sig og under bordet og bag dørene og igennem
vinduerne og bag hætterne og foran sig og stadig slog lillefingeren hårdt, og
pinden, som var i gang med at blive ført igennem hans ørekanal, pressede ind mod
trommehinden, en rotte der kradser, og det gjorde ondt, så ondt, han glemte øjnene,
dørene, alt det der var bag det andet, han havde kun en lyst, at banke hovedet
ind i væggen, slå pinden igennem hovedet en gang for alle, og dét var
tiltalende, at få det overstået i stedet for at skulle leve i en krig, men i
stedet for at D slog hovedet, begyndte Doggy at kradse i sine arme, og det var
en dejlig distraktion, men idet forløsningen fortog sig, begyndte Doggy at bide
og bide og overvejede om pulsåren ved håndleddet var plastisk eller mere som
gummi, og han begyndte at bide sig derned af, lige indtil han hørte en nøgle
rasle, og han stoppede og smøgede ærmerne ned igen og med en krop der skælvede
bag tøjet, begyndte D at kigge ud af vinduet, og så en flok skarve lyne den dybe
himmel op så natten kunne komme til og lægge sig til rette, og der ved døren
stod A og A begyndte at råbe og råbe og gå rundt med tunge skridt, og imens
blev D ved med at se skarvene for sig derinde fra hovedet, bag øjnene.
