4. juni 2019

reaktion #1 af jesper til jesper

af jesper til jesper
af jesper deniz doggy

af Den endnu ikke-oprettede Counter-Strike-clan ’OutCats’

Om mindre end 24 timer  afholdes der (igen, igen. I know, right?) folketingsvalg i Danmark. I løbet af den kommende periode vil I derfor, hvorvidt I end måtte ’orke’ det eller ej, ligesom mange af os andre alligevel på den ene eller anden måde, skulle forholde jer til et shit-load af spørgsmål inden for hhv. miljøpolitik, skatte- og forsvars, uddannelses- og ældre-, mig i røven og i øvrigt til en desuden så uendelig række af, lålålå-hvad-rager-det-overhovedet-os,-det-eneste-vi-vil-have-er,-at-flygtingene-og-indvandrene-bliver-smidt-hjem-hvor-de-kommer-fra-politik! Med andre ord vil det således for nogle af jer igen være blevet tid til at tage stilling til, om I sådan ’for reals’ egentlig gider det der med at stemme, mens det for andre af jer vil blive første gang, I vil skulle sætte jeres kryds.
Imidlertid lader der til, om end tilslutningen i virkeligheden kun bakkes op af nogle ganske få af jer, ved dette valg trods alt at samle sig en ”front” bag særligt én mand. En mand, der er blevet dømt for at have udtalt sig racistisk, dvs. fortalt Sarah, fortalt Ali og Daniel fra jeres folkeskole, fra jeres arbejdsplads og fra jeres diverse fællesskaber online, at de, udelukkende pga. deres ’anderledes hudfarve,’ er mindre værd som mennesker. Simpelthen. En mand, der — ifølge hans forældre — for resten også var så uheldig at pådrage sig en hjerneskade tilbage i 2005. En hjerneskade, der har betydet, at dén mand, som nogle ganske få af jer som sagt overvejer at stille jer bag, formentlig har mistet en betydelig del af den grundlæggende og medfødte egenskab, vi alle gør brug af, når vi f.eks. udviser omsorg og empati over for hinanden. Altså, og kender I det ikke godt selv? Når en af jeres ’gamer-buddies’ online netop har reddet jer fra at blive skudt, og I derfor skriver: ’Thanks mate!’ Når en anden kalder jeres hjemmegående, førtidspensionerede storebror for ’samfundsnasser,’ og I derfor bliver en smule kede af det? Denne ked-af-det-hed, drenge, dén skyldes omsorg og empati. Følelser, som denne, denne stakkels mand selvfølgelig også var i stand til at føle, før han desværre pådrog sig sin hjerneskade. Men som nu, ifølge sine forældre, ikke længere magter at imødekomme angsten, som uomtvisteligt må herske inden i ham, med andet end had over for mennesker, der altså på en hvilken som helst parameter skulle vise sig at være ”anderledes.”
Læs: ”Anderledes end ham.” Denne betuttede konfirmand af en mand, der, iført et slips nogle numre for stort og med biblen, drenge, med selveste kristendommen og dens alkoholforbud, dens kirke hver søndag (morgen!) og dens kønsopdelte skoleklasser, der med sin sværgen til og længsel efter bondeferien à la Morten Korch, efter fællessang blandt bedstemødre à la dem, I som regel zapper forbi på TV2-Charlie og afvisning af mere populærkulturelle, måske ligefrem ”djævelske fristelser” såsom Transformers, den seneste X-men, i det hele taget alt produceret af Marvel, både af Marvel og af DC Comics, og som også, drenge, som også med lyn og torden mod jeres daglige porno påstår at vide, hvordan vi alle sammen, også jer drenge, hver og én i stedet burde leve vores liv. ’Øh, lol, hva?’ ’… truth be told.’
Beklager i øvrigt sådan at måtte appellere til jeres følelser, men come on. For fucks’ sake. Get a grip. Hvis ikke det er følelser, renskurede og forsmåede, oversete og helt og aldeles umulige følelser, der øjensynligt vil få de her ganske få af jer til evt. at stille sig bag dén mand, hvad er det så? Vi mener: Bag en mand, hvis sandeste indhold, I kun tilnærmelsesvist husker fra dengang i historieundervisningen, hvor I havde om Anden Verdenskrig? Anden Verdenskrig?! Drenge, kan I ikke selv høre det? Google det! Vi beder jer! Please! Eller tag nu lige de høretelefoner af hovedet, skub nu lige den mus væk fra hånden bare ét øjeblik. Tro os, drenge, tro på os, når vi siger, at nogle af os, ligesom også nogle af jer:
Er fucking ensomme. Stadig var jomfruer som 22-årige. Og ældre endnu. Lytter til dødsmetal og i samme forbindelse også har meget nemt ved at mærke impulsen til at ’sætte verden i brand.’ At også nogle af os sommetider tænker over, hvordan vi forspilder vores tilværelse — enten som elever på Teknisk Skole, som drop-outs fra gymnasierne, i køen til kontanthjælp eller som studerende på universitetet. Bag kassen i Netto og som CEOs, drenge, og som CEOs i Novo Nordisk! Hvordan også andre af os i øvrigt, altså, og vi mener: præcis ligesom nogle af jer, slet, slet ikke kan lade være med at tænke på, hvordan jobbet som skoleinspektør, som dørmand, som sygeplejerske, som it-reparatør, asfaltarbejder og som ingeniør også sommetider kan synes at være et spild af tilværelsen. At også nogle af os har mistet vores far til selvmord, vores fætter efter en overdosis og i øvrigt heller ikke kan overskue at finde pengene hverken til den medicin eller til den psykologbehandling, som vi (ligesom jer!), egentlig betaler vores skat for at være berettiget til. Tro os, drenge! Tro på os, når vi siger, at nogle af os, ligesom også nogle af jer, både blev og også i dag er blevet mobbet i skolen. Mobbet dagen lang, inden vi omsider fik fri til at sætte os hjem foran computeren, foran StarCraft, foran World of Warcraft, Diablo, FIFA, League of Legends, Fortnite, Counter-Strike, 12 timer foran Red Dead Redemption eller logget ind blandt alle vores eneste ’egentlige venner’ online, f.eks. på 9gag, 4chan, Facebook eller Reddit.
Og jomfru som sagt. Ligesom også nogle af jer, er nogle af os stadig jomfruer. Dét, kære drenge, kan vi imidlertid godt være uden af dén grund at skulle tvangsgifte os med en racist, racisten, som I måske, måske ikke alligevel har tænkt jer at stemme på til valget? Altså: Hvis nu I lige tænker jer om en ekstra gang? For hvorfor skulle I dog dét? Eller nærmere: Hvordan skulle han, dén mand dog helt og aldeles på egen hånd kunne finde jer, kære Mikkel og kære Anders, en sød kæreste? Dét, drenge, er og bliver et ansvar, som I, ligesom også nogle af os måtte gøre det, selv må påtage jer.
Heldigvis findes hjælpen. Selv når man befinder sig et sted i sit liv, hvor der absolut ingen bedre alternativer findes til at håndtere sin ensomhed, sit misbrug og sit selvhad, sin kedsomhed og trang til at ’trolle’/ ’irritere andre mennesker for sjov,’ end at stemme på en racist, findes der nu alligevel altid mindst ét bedre alternativ.
Her, drenge, en liste over blot nogle få af de selvhjælpsgrupper og foreninger, som — såfremt I, selvfølgelig, finder modet til at åbne dét sted i jeres hjerte, hvor det enten gør allermest ondt, eller hvor I, trods jeres umiddelbart så endeløse frustrationer, stadig et sted derinde kan få øje på dén næstekærlighed, vi alle ved, at også I nærer — med glæde vil gøre deres bedste for at tilbyde jer en værdigere tilværelse eller endda ligefrem stille mulighederne til rådighed, for at I selv evt. som frivillige vil kunne blive til noget for andre:
Sindungdom.dk, Redbarnet.dk, En-af-os.dk, Plexus.dk, Ventilen.dk, Livslinjen.dk, Psykiatrifonden.dk, Udsatte.dk, Danskmisbrugsbehandling.dk, Rødekors.dk, Naturfredningsforeningen.dk, Danmarksidrætsforbund.dk, Spejderne.dk, Kræftensbekæmpelse.dk, Roskildefestival.dk, Foreningennydansker.dk, Brydtavsheden.dk, Lektiehjælp.dk, Headspace-nogen-at-tale-med.dk, Dyrenesbeskyttelse.dk, Ældresagen.dk, jah, og vi kunne meget nemt være blevet ved. Gå endelig ind på frivilligjob.dk og se efter selv. Enten dét, spørg skolens ungdomsvejleder, eller brug en times tid på at finde ud af, hvad der egentlig interesserer jer, computerspil f.eks., og tilmeld jer så evt. et aftenkursus. I kunne også henvende jer i en butik?
Nærmest hvad som helst, drenge, så længe vi bare lover hinanden ikke at ty til had over for mennesker, der, ud over at være ”anderledes,” aldrig har gjort jer shit. Kast hellere skylden på Staten, dét gør langt de fleste af os andre også. Ser I, vi er nemlig ’in this together.’ At regeringen giver os bøder for at køre 10 km/t for hurtigt på en tom landevej, mens en udvalgt elite får lov at snyde statskassen for milliarder, er ikke vores skyld. At vores bedsteforældre skal dø af infektionerne efter en operation på hospitalet, mens eliten kan få deres behandlet privat, er ikke vores skyld. At vi går arbejdsløse er ikke udelukkende vores skyld. At vi er ensomme er ikke udelukkende vores skyld. At vores forældre er psykisk syge, hverken er eller kan nogensinde blive vores skyld. Men drenge, det er altså heller ikke flygtningenes. De har til gengæld oplevet bygninger styrte sammen om ørene på dem. Børnelig og dét, der er værre: Døende børn.
Med andre ord handler folketingsvalget 2019 derfor heller ikke udelukkende om ’blåt’ eller ’rødt.’ Det handler også om, at nogle ganske få af jeres venner — af kedsomhed og som en ”joke” — overvejer at pege på en mand hvis konsekvenser af sin stemme, det stadig heldigvis kun er et fåtal af os, der kan forestille sig: For hvordan ville det dog ikke gå, hvis samtlige af landets humanister, danskere med såkaldt anden etnisk baggrund, transkønnede, homoseksuelle og alle os andre ”mere almindelige” ikke-troende vendte dette samfund ryggen? Hvordan ville nogen overhovedet kunne forestille sig, at brostenen, man selv lige havde kastet, ikke også skulle komme flyvende tilbage? Og hvis ikke i hovedet på én selv, så på én man elsker? Og vi kunne blive ved: For hvordan er det dog muligt for nogen blot ét sekund at overveje at pege på en mand, dvs. på selvsamme mænd, som så mange over hele kloden faktisk har vist sig villige til at risikere deres liv for at flygte fra?
I et sådant ”samfund,” kære drenge, vil ingen, og vi gentager: vil ingen kunne føle sig trygge. Heller ikke bag en computerskærm.
Og/Eller/Men. Er det måske ligefrem et diktatur, disse ganske, ganske få af os ønsker sig? Et højreekstremt, fascistisk (google det!) diktatur, hvor politiske modstandere, ligesom jeg har gjort det her, må anonymisere deres navne for ikke at få sendt et tæskehold ud på deres adresse? For ikke at blive chikaneret i døgndrift af den stalker, som — og formentlig af mangel på opmærksomhed hjemmefra, enten dét, eller evt. som konsekvens af en uskyldig piges afvisning — nu i stedet har udnævnt sig selv til selveste ’danskernes leder?’ Med andre ord, drenge: I er vel ikke nazister? Modsat de ganske, ganske få, der som sagt overvejer at stille sig bag dén mand, er I vel ikke også nazister? Selvfølgelig er I ikke det.
Dermed, i øvrigt, dermed langt fra sagt, at dette indlæg er skrevet af angst. Men en god nats søvn kan man vel få ødelagt, og ikke engang dét, kære bøller derude, vil I nogensinde blive værd.
Så altså, til alle jer andre: Tænk jer nu om. I ved udmærket godt, hvem I selv er. Tænk jer nu om en ekstra gang. Tro på os, når vi siger, at det virkelig, virkelig kan berøre os dybt, når nogle af jer, drenge, ligesom når også nogle af os heller ikke selv kan gennemskue, hvordan landets nuværende politikere nogensinde vil kunne forbedre vores livssituation. (Læs: Stem evt. blankt? Dét er nemlig også en måde at udvise sin utilfredshed på.) Tro på os, når vi siger, at nogle af os, ligesom også nogle af jer, enten er ensomme og/eller keder os, er udsatte og/eller ”helt almindelige.” Tro på os, når vi siger, at hjælpen findes, at uanset hvad, så findes hjælpen, at uanset hvad, findes der altid, som i: altid-altid mindst ét bedre alternativ end had. Tro på os, når vi siger, at hverken de ensomme eller udsatte af os alene af de grunde behøver at tvangsgifte sig med en racist. Som sagt hverken er eller kan det vel på noget tidspunkt blive flygtningenes skyld, at regeringen, i stedet for at varetage folkets interesse, varetager elitens. Dét, kære drenge, berører jo os alle.